Rideangst - Jeg blev bange for min hest

Jeg blev bange for min hest

Dette er en historie, der har sit udspring for en del år siden. Det er en historie, der ændrede mit liv på mange måder, og en historie, som jeg ved, der ligger langt fra de flestes forestillinger om dét at være hesteejer eller rytter. Jeg ved også, at min historie ligger langt fra de flestes virkelighed, men samtidig kan min historie blive til din virkelighed - Jeg blev bange for min hest.

Da Stephanie - som terapeut og ven - spurgte om jeg ville dele min historie med andre, var jeg ikke et sekund i tvivl…… selv om min historie måske ligger i den tunge ende af, hvad en lille oplevelse kan føre med sig, så ved jeg, at der er rigtig mange ryttere, der har oplevet dét, at blive bange for- eller utryg ved sin hest - måske bare for en kortere eller længere periode. Det er synd for både hest og rytter. Begge parter lider, men der er heldigvis gode muligheder for at få hjælp. Jeg er kommet ud af min begrænsning og min angst, og jeg er glad, tryg og ikke mindst ridende igen, og jeg føler mig endnu stærkere end nogenside. Når jeg kunne hjælpes, så tror jeg, at alle kan hjælpes. Det kræver bare en enkelt lille beslutning, og en beslutning, som måske er det, der er det sværeste i forandringsprocessen, nemlig dét at erkende overfor sig selv, at man har brug for hjælp.

Dette er min historie - en rideangst opstår

Jeg er en pige i slutningen af 30´erme, og jeg har haft med heste at gøre hele mit liv. Jeg er opvokset på en gård med et fantastisk forhold til min familie. Jeg har stort set redet siden jeg kunne sidde selv. Jeg startede på en skøn lille shetlænder som helt lille, red pony i min tidlige barndom og i mine teenageår, for så at ride DV fra jeg var 16 år. Jeg har igennem årene været både hyggerytter og konkurrencerytter.

Det var en dag for 5 år siden, hvor jeg som alle andre dage, var ude og ride. Denne dag var jeg en tur i ridehuset, hvor vi var et par stykker, der red. Ingen vild ridning men smidighedstræning og øgninger i trav – fuldstændig udramatisk og min hest gik helt fantastisk – vi var snart klar til stævne.

Pludselig bliver en af de andre heste i ridehuset bange for et eller andet, der larmer udenfor, og pokker tager ved den. Den vender 180 grader og løber ned ad langsiden – desværre når rytteren ikke at vende i samme tempo og forlader sadlen. Vi joker ellers tit med at hendes hest er fuldstændig ”bombesikker”, men ikke denne dag. Min hest gør for så vidt ingenting, men giver bare et lille hop og stopper op. Alt er ok og rytteren kommer op af sandet, får børstet sig af og indfanget sin hest. Derefter kravler hun i sadlen igen, og vi rider alle videre uden problemer, men jeg havde dog ”en føler ude” på, om der nu kom flere lyde udefra.

Jeg vidste, at det var fjollet, og jeg blev ved med at fortælle mig selv, at ”nu skulle jeg altså holde op”, og at ”alt var godt”, fordi jeg havde verdens sødeste hest, og at den ikke ville gøre noget. Det var bare som om, at noget havde lagt sig fast et sted i mit hoved, og at det bare lå der under overfladen og fik mere og mere magt.

I den efterfølgende tid gik der mange tanker igennem mit hoved – jeg red mindre og mindre, og jeg savnede min hest og de gode oplevelser. På den ene side havde jeg rigtig meget lyst til at sætte mig op, og alligevel var der noget der afholdt mig fra det…..nemlig ”hvad nu hvis…..”. Jeg fandt en super sød halvpart til min hest som efterhånden blev til en helpart. Jeg kom mindre og mindre i stalden, for inderst inde følte jeg mig som en fiasko og, hvad tænkte de andre ikke om mig? Det var jo mig, der var noget galt med, så jeg fandt på historier om travlhed……men i virkeligheden passede jeg bare mit arbejde, og foretog mig derudover intet andet, end at sidde og nærmest bare kigge ud i luften. Jeg følte mig efterhånden som en skygge af mig selv. Mig, der altid red til fine placeringer og som havde den mest fantastiske hest, mig, der hjalp andre, når de havde svære rideperioder, og mig, der næsten boede i stalden – jeg blev mere og mere ked af det, humøret faldt, og der var flere tårer end smil. Der var dage hvor jeg nærmest bare blev under dynen – jeg savnede min hest og jeg savnede mit gamle ”jeg” – den glade pige, der bare kunne det hele, hende der plejede at hjælpe og støtte de andre, hvis de var blevet bange eller nervøse.

Her kunne min historie godt være sluttet, men det gør den heldigvis ikke. Min fantastiske part til hesten skulle desværre flytte til en anden del af landet, og pludselig stod jeg alene med en fantastisk hest – min hest – og en lyst til at komme i gang, men samtidig en angst for det samme. Jeg mødte ”tilfældigvis” Stephanie på min vej, og hun foreslog hypnosen, fordi der arbejdes med hurtige positive forandringer, uden jeg overhovedet skulle bekymre mig om, hvad problemet var og, hvad der var sket ind til nu. Det var som at trække en streg i sandet, og jeg begyndte min nye rejse til min kommende fremtid – Efter 1. session vågnede jeg næste morgen med en fornyet energi og mod på livet, og mod på at se min hest. Jeg var ikke klar til at komme i sadlen, men jeg var klar til at møde de andre i stalden, for jeg vidste, at jeg var god nok, og at jeg følte, at jeg havde en styrke jeg ikke havde oplevet længe. Det var fantastisk at være tilbage, men også nærmest som at starte på en frisk – jeg var begyndt at kigge fremad, og hver gang jeg fik begrænsende og negative tanker, skiftede jeg dem bevidst ud med noget positivt. Efter 2. session følte jeg mig klar til igen af komme i sadlen. Den første gang var der mange sommerfugle i maven, men jeg kom op på min hest. Jeg aftalte med en veninde, at hun skulle gå ved siden af – jeg var ikke til at skyde igennem – jeg red igen. I løbet af den næste halve time endte jeg med, at jeg selv skridtede rundt på min hest. Det var fantastisk – det var en sejr – det var min historie. Det var begyndelsen på en ny begyndelse.

Hvor kan der bare hurtigt ske forandringer, både den ene vej og den anden vej. Jeg bad M om at fortælle sin historie, fordi jeg ved, at hun på ingen måde er alene. Inklusiv mig selv, så tror jeg, at de fleste på et eller andet tidspunkt har været nervøs ved ridning eller måske direkte bange, og som M. fortæller, så behøver den udløsende faktor slet ikke at have noget med en selv at gøre.

En nervøsitet eller angst påvirker desværre ikke kun rytteren, men også i høj grad hesten. De er meget fintfølende væsner og reagerer på vores energi. Vi skal være deres leder, og er lederen bekymret eller bange, så bliver hesten det helt sikker også – for lederen ”ved jo bedst”, om der er er fare på færde.

                      Har du brug for hjælp hjælp til din angst, så kontakt mig for en uforpligtende snak HER